Skip to content

Find os på naturmødet 11.-13. maj 2023

  • Lærke Jensen
  • Nyheder

Vi er på naturmødet i Hirtshals igen i år fra 11. – 13. maj. Find os på stand nr. 21, og få en snak om, hvad vi i Green Care Netværket kan tilbyde dig, der arbejder med grønne løsninger på velfærdsområdet. Udover, at vi står til rådighed for en snak, har vi også følgende program i teltet:

Fredag den 12. maj kl. 11-12: Fra sårbar til ressource – med naturen som ramme.

Samtale mellem Carsten Hjerresen fra Foreningen Jordforbindelse – Hjørring og Ella Hilker fra Haverefugiet – Sorø. Hvad kan de frivillige indsatser og hvad giver det af udfordringer?

De repræsenterer begge foreninger, der faciliterer frivillige indsatser for f.eks. stressramte og psykisk sårbare. Foreningen Jordforbindelse arbejder lokalt i Nordjylland i samarbejde med flere kommuner. De anvender både naturbaserede og landbrugsbaserede indsatser. Haverefugiet i Sorø er et haveterapeutisk tilbud for stressramte, derudover har de et samarbejde med den lokale skole om et have- og naturtilbud for børn.

 

Fredag den 12. maj kl. 14-15: Det usynlige i vores samvær med naturen

Oplæg af formand Carsten Ørting Andersen om kvalitet og værdier i arbejdet med sociale indsatser med natur og dyr. Naturen og samværet med dyr, giver en masse muligheder for at opleve og sanse på en helt unik måde. Når vi i Green Care Netværket taler om kvalitet og kvalitetsudvikling, så er vi optaget af, at fortryllelsen og de små nuancer får en plads. Økonomisk tænkning, kan skygge for dette. Hvordan holder vi balancen?

 

Lørdag den 13. maj kl. 11-12: Green Care – Læring og sociale indsatser med naturen

Med udgangspunkt i Green Care Netværkets pejlemærker for arbejdet med god green care, tager formand for Green Care Netværket, Carsten Ørting Andersen jer med ud i de forskellige hjørner af aktiviteter med dyr, natur, haver og landbrug. Alt det der sammenfatter læring, terapi, beskæftigelse og sociale indsatser i grønne omgivelser.

Back To Top